Angel Wings – tegneserie

Forfatter: Yann
Tegner: Hugault
Pris: 198 kroner pr. album.
Forlag, Cobolt

Anmeldt af Anmeldt af Morten Bergsøe

Denne anmeldelse adskiller sig lidt fra almindelige anmeldelser. Det skyldes, at det drejer sig om hele seks bøger – eller rettere: tegneserier. De seks første, der er udkommet i serien Angel Wings. Det drejer sig ikke om seks enkeltstående historier, men to historier, der hver er delt over tre album. Anmeldelsen vil derfor også være delt i to – en af hver af historierne.

Men nu tilbage til det, som det hele handler om: WASP. Women Airforce Service Pilots. En del af det amerikanske flyvevåben, der som udgangspunkt fløj transportfly.

Hvert bind indledes med en udførlig ordliste, hvor de forskellige begreber og flytyper, der indgår i bindet, gennemgås – og nogle gange kan det handle om fly med samme navne, men i flere udgaver og derfor bygget i forskelligt antal. Så der er en del at holde styr på – ellers må man bladre tilbage.

Samtidigt er albummets måske vigtigste fly vist i meget præcise tegninger på indersiden af coveret.

Nå, men hvad kendetegner så overordnet de seks album? Ja en ting skal man ikke lede længe efter. Som på traditionelle billeder af amerikanske ”Anden verdenskrig plakater” er der adskillige kvinder med meget flotte kroppe – for nu at sige det pænt. Action med våben og uniformer. Noget der kunne minde om en b-film fra 1950’erne.

Men er det så det? Ja og nej.

En lille detalje, inden man går i gang med læsningen, for nu at sætte stemningen. I hvert album er der en liste med musiknumre, som det anbefales at lytte til, mens man læser. Forfatteren har altså sammensat et soundtrack, som han mener passer til det aktuelle album.

Og nu over til selve anmeldelsen.

De tre første album har titlerne: Burma Banshees, Black Widow og Next Stop Broadway.

Som i al anden fiktion skal man præsenteres for personerne før historien kan gå i gang, ligesom scenen skal sættes. Egentlig sker det meget hurtigt. Hovedpersonen, den kvindelige pilot, Angela “Angel” McCloud, nærmest sparker døren ind til messen på den amerikanske base i Kina. Hendes opgave er at være pilot på et transportfly, der skal levere våben til de amerikanske og kinesiske baser i Kina. En hård opgave når turen går over Burma.

Rammen er nu sat. Som en anden del af historien leder Angela efter svar på, hvorfor hendes søster skulle styrte ned under træning – noget hun er sikker på, ikke var et uheld. Men Angela er ikke den eneste kvinde, der vækker mændenes opmærksomhed.

Og herefter går det galt – på alle de måder det kan. To kvinder der begge gerne vil udnytte deres køn – mere eller mindre bevidst. Slutningen ja, den skal ikke afsløres her.

Alt i alt en lidt svingende historie – på sine steder kommer b-filmen frem, men gennemgående fungerer historien godt.

Og så over til de tre næste album. Paradise Birds, Black Sands og Atomic.

Det er tydeligt, at tegner og forfatter her er blevet skarpere, når historien skal fortælles. Stort set alle de kritikpunkter, der var i anmeldelsen af de forrige album, er rettet her. Den gennemgående historie er nok ikke så svær at gennemskue her – titlen på album seks, Atomic afslører det nok.

Men hvordan, og hvad der ellers prægede det amerikanske luftvåben på det tidspunkt, bliver sat som en god ramme.

Så når man har fået personer og funktioner på plads efter de tre første album – ja så er det bare om at fortsætte læsningen.

Men hvad nu. Titlen på album seks afslører jo ligesom at krigen ophører. Og denne anmelder ville egentlig gerne vide noget mere. De seks album havde givet en del ny information sat i en, meget, let læselig ramme.

Heldigvis er der allerede tre nye album på vej. Denne gang er det Korea-krigen, der kommer til at danne rammen. Og fortsætter den stigende kvalitet, ja så er det bare om at få fat i dem.

Skulle man have en ele, der gerne vil vide noget om emnet, men ikke gider læse alt for meget, så er de seks tegneserier optimale.