Af Lisbeth M. Imer
100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag, 2018, 100 kr.
Er du medlem af FALIHOS, får du rabat på serien.
Anmeldt af Karina Jensen, historielærer i Vejle
Bogen “Rigets runer” er den 13. bog i serien “100 danmarkshistorier”, og er skrevet af Lisbeth M. Imer. Imer er runolog og seniorforsker på Nationalmuseet.
Imer har skrevet en yderst spændende bog, som giver læseren et godt overblik over sprogets og skriftens udvikling i Norden; runer bruges og forstås kulturhistorisk, og dette beskriver og forklarer hun grundigt, så læseren får en dybere forståelse af Danmarks udvikling inden for skriftkulturen.
Bogen er kronologisk opbygget med introduktionen “Kong Haralds kumler”, og kapitlerne Tilbage til jernalderen, Vikingetidens runer, Middelalderens skriftkultur og afslutningsvis Runernes renæssance. Hun tager læseren tilbage til ovennævnte tidsperioder, hvor hun omhyggeligt fortæller om et “fælles nordisk sprog”, og hvilken betydning dette sprog havde dengang og vigtigheden af udviklingen heraf. Vi får et detaljeret og gennemført billede af runologiens oprindelse og videreudvikling; som hun selv skriver; “Kort sagt udviklede den nordiske runeskrift sig som konsekvens af sproglige udviklinger og tidens politiske begivenheder.”. Vi får viden om politiske begivenheder gennem tiden, og et indblik i disse sproglige udviklinger. Hun kommer beskrivende omkring udviklingen af de nordiske bogstaver, samfundets udvikling med indførelsen af kristendommen, og runernes renæssance; hvordan runerne er blevet brugt gennem tiden, og nu anses som en kulturarv for det danske folk.
Bogen anbefales ikke som undervisningsmateriale til elever, men som et middel til læreren. Man får en rigtig god baggrundsviden; den er spændende at læse, og man bliver hurtigt inspireret til at arbejde med skrifttegn, men også skrifttegns betydning for vores kulturelle arv. Imer skildrer den danske kulturhistorie flot, og man bliver fanget af hendes videnskabelige kendskab og forklaringer.
Idet bogen er så rig på informationer og så overskuelig og nem at læse, kan man fint bruge enkelte afsnit til at diskutere i klassesammenhæng. Der er ydermere en klar indgang til at arbejde tværfagligt med kristendom, da både historiefaget og religionskundskabs er repræsenteret i bogen.