Astrid Danielsen og Rikke Elisa Petersen
Gyldendal, 2018, 355 sider 998,75 kr. inkl. moms
Anmeldt af: Helle Hammerstad og Kristine Traun-Terkelsen, historielærere i grundskolen
100 ideer til bevægelsesaktiviteter i historie er et materiale, som indeholder gennemarbejdet aktiviteter til alle historiefagets kompetenceområder. Der er lavet 30 aktiviteter til 3.-4. klasse, 32 aktiviteter til 5.-6. klasse samt 38 aktiviteter til 7.-9. klasse.
Til hver aktivitet hører en meget grundig, men overskuelig introduktion til læreren, der er inddelt i, hvilke materialer, der skal bruges, hvad der kræves af fysiske rammer samt anslået tidsforbrug. Til lige er der ideer til at udvide aktiviteten.
Alle aktiviteter er til at gå til. Det kræver ikke den store forberedelse af læreren, andet end at man kopierer fx begivenhedskort eller rollekort, og så er man faktisk i gang. Selve lærervejledningen i bogen indeholder færdigheds- og vidensmålpar, facitliste samt inspiration til undervisningsdifferentiering til hver enkelt aktivitet. At inddrage bevægelse i undervisningen kan ofte halte, men i materialet præsenteres konkrete ideer med alt fra øvelser, der kan laves på 15 minutter til øvelser, der varer en hel lektion. Aktiviteterne kan både bruges til supplement til den almene undervisning eller som et helt selvstændigt break.
Vi er ret begejstrede for bl.a. de rollespil, materialet indeholder, fx rollespillet omkring retsopgøret, hvor kompetenceområdet historiebrug med fokus på historiske scenarier kommer i spil. Eleverne bliver sat i nogle dilemmaer/valgsituationer, hvor der kræves stillingtagen til opfattelser og værdier. Eleverne lærer at argumentere og de får indblik i historiens gang og nogle af de problemstillinger, der er svære at svare på. Eleverne bliver bevidste om, at de er historieskabende gennem de valg, de træffer.
Nogle af de ideer, som er lavet til de ældre klassetrin, kan let adapteres til brug på mellemtrinet uden at det kræver det store af læreren. Vi har fået inspiration til at bruge aktiviteterne til andre emner. Aktiviteten ”sandt eller falsk?” er udarbejdet til 7.-9. klassetrin og tidsforbruget er 10 minutter. Eleverne får præsenteret forskellige udsagn af læreren og skal løbe hen og hente et sandt/falsk kort. Aktiviteten er afprøvet af os i indskolingen dog med andre udsagn ud fra et kendt emne og eleverne fik pulsen op og udviste stor begejstring for aktiviteten. Undervejs i forløbet blev der diskuteret ivrigt.
Bogens layout er meget indbydende og bygget meget overskueligt ift. selve aktiviteten og den tilhørende lærervejledning.
Vores eneste anke ved materialet er, at det er svært at tage pæne kopier pga. den tykke spiralryg. Vi kunne derfor ønske, at ved køb af bogen, at man samtidig via uni-login kunne printe kopiark fra nettet.
Prisen kan umiddelbart virke høj, men man får virkelig valuta for pengene.
Bogen er et must og bør stå på et hvert lærerværelse og får vores varmeste anbefaling. Køb den, og bliv klædt godt på til en inspirerende historieundervisning, som eleverne vil elske.