Tirsdag den 15. september 2020 i Ølgod
Til alle historie- og naturfagslærere. Kurset er rettet imod udskolingen, men alle er velkomne.
Vardemuseerne og projekt VOYAGER inviterer dig til en gratis kursusdag i den praksisnære og åbne skoles tegn, men også en dag som inspirerer dig til at afsøge nye dybder af dine fag hjemme på skolen i samarbejde med dine kollegaer.
Kurset afholdes i Kulturhuset i Ølgod, tirsdag den 15. september 2020, kl. 09:00-14:30.
Her vil I få mulighed for at bruge museets udstillinger i forbindelse med workshoppen og møde konservatorerne fra Konserveringscenter Vest mens I ser deres værksteder.
Sct. Jacobi Skole og Vardemuseerne har deltaget og samarbejdet i projekt VOYAGER, som har fokus på praksisnære og praksisfaglige undervisningsmuligheder i naturfag i den åbne skole. I den forbindelse vil vi meget gerne vise jer resultaterne af vores arbejde.
Projekt VOYAGER strækker sig over hele Region Syddanmark og har deltagelse af hele 5 kulturinstitutioner, 5 grundskoler og 4 ungdomsuddannelser. Projektet er støttet af midler fra Region Syddanmarks uddannelsespulje.
På dagens workshop vil I både blive udsat for elementer fra de forskellige undervisningsforløb, deltage i dialog om naturfagenes muligheder i de humanistiske fag og i den åbne skole i samspil med kulturinstitutioner, og så sørger vi selvfølgelig for, at I ikke skal tænke på tom mave.
Når I går hjem vil I have fået nye redskaber til at bygge bro imellem de Naturvidenskabelige fag og de humanistiske fag. I vil desuden have set nye muligheder for at arbejde med den åbne skole, samt have fået frisk inspiration til at skabe endnu mere engagerende undervisning.
Tilmelding senest den 10/9, til TR@vardemuseerne.dk
Kom frisk! Vi glæder os til at se jer.
Troels Riknagel, Vardemuseerne
P.s. Inden Kurset kan I snuse mere til projekt VOYAGER på https://voyagerscience.dk/. Hjemmesiden er fortsat under opbygning, men som tiden går, kommer der mere og mere indhold om projektet og om de udviklede forløb, som er til fri afbenyttelse.