Af Karsten Christensen Back, Sarah Djurhuus, Agnete Andersen Dreyer og Henrik Fernley Schoppe
Forlag: Columbus
2. udgave 2021 (denne udgave er opdateret efter de første erfaringer med den mundtlige prøve)
139 sider, 178 kr. inkl. moms
Anmeldt af Helle Hammerstad, historielærer
Hvorfor har jeg kastet mig ud at anmelde en bog, som jeg slet ikke er målgruppe for? Som underviser i historie i grundskolen og da jeg samtidigt er på skolebiblioteket, er jeg altid på udkig efter spændende nye bøger. Så når FALIHOS lægger nye bøger op, er jeg altid nysgerrig. Samtidig er jeg så heldig at være kollega med Kristine fra redaktionen, så da bogen ”Sådan skriver du SRP” kom frem på foreningens facebookside, sagde jeg: ”Det tror jeg, er det, min datter er ved at skrive”. Derfor valgte jeg at læse bogen.
Bogen er inddelt i 6 kapitler:
- Når du skal i gang med processen
- Når du indkredser fag og område
- Når du skal fra problemstilling til opgaveformulering
- Når du skriver
- Når du skriver andre opgavetyper
- Når du snart skal aflevere
- Når du skal til mundtlig prøve
Bogen er fyldt med konkrete eksempler, anskuelige figurer og tjeklister og alt sammen med et meget overskueligt layout.
Bogens styrke er helt klart, at den bryder de forskellige dele af SRP-opgaven ned i overskuelige dele og giver konkrete anvisninger på, hvordan opgaven kan angribes. Den er enkel i opbygningen, så den studerende kan få en håndsrækning og ”kan nøjes” med at bruge præcist de afsnit, de har brug for hjælp til.
Min datters kommentar var dog ”Mor – jeg har styr på det!” Mens jeg lavede aftensmad, tog hun alligevel bogen, og snart var hun i gang med tjeklisten til afleveringen af problemstillingen, der skulle være klar to dage efter. Inden maden var klar, var bogen ”godkendt” med besked om ”den kunne jeg da godt have brugt lidt før!”. Dog synes hun, at afsnittet med udformningen af problemstilling gerne måtte have været mere uddybende og forklarende, da hun ikke synes, at dette havde været beskrevet nok fra gymnasiets side.
Dagen efter fortalte min datter, at nu havde hun kunne krydse af i tjeklisten og synes, at nogle af eksemplerne var gode – men nu skulle moren jo ikke tror for meget, så det blev efterfulgt at ”men jeg har altså ikke læst det hele – kun det jeg skulle bruge!” Og så lidt efter ”må jeg beholde bogen lidt endnu?”
Så kan en bog vel ikke få en bedre anmeldelse, når den bliver taget godt imod og læst ”frivilligt” af modtagergruppen. Så jeg vil håbe, at gymnasierne køber bogen i klassesæt og udlåner dem til alle, der skal i gang med at skrive SRP – for selvom eleverne synes, de har helt styr på det, er en tjekliste altid rar, når man lige bliver i tvivl om, hvorvidt alt er med.
Har du selv et barn, der skal skrive SRP, kan den også varmt anbefales, for jeg synes faktisk, det sjove var at se, hvad SRP går ud på – selvom min datter er selvkørende, er det spændende at se, hvor meget der faktisk kræves af gymnasieeleverne i dag, i forhold til da jeg selv blev student for 35 år siden. Hermed er min varmeste anbefalingen givet videre.