Napoleon Bonaparte – revolution, Kejser, Krig og Fald af Erik Pehrsson

Napoleon Bonaparte Revolution, Kejser, Krig og Fald
af Erik Pehrsson
E-bog, udkommet i 2022
127 sider, 250 billeder
59 kr. hos saxo.com https://www.saxo.com/dk/napoleon-bonaparte_ebog_9788740473148

 

Anmeldt af Kristine Traun-Terkelsen

Napoleon Bonaparte – revolution, kejser, krig og fald er endnu en spændende e-bog om Napoleons store indflydelse på Europa i slutningen af 1700-tallet til hans død i 1821. Bogen er opdelt i 6 kapitler, som omhandler 1789-revolutionen, magtperioder, tab af magt og familiens store indflydelse på Napoleon. Bogens sidste kapitel giver et fint overblik over Napoleons liv og eftervirke.

Vi kender alle historien om den magtfulde Napoleons storhed og fald, og i denne bog bliver læseren underholdt med historier om Napoleons mange krige mod bl.a. Østrig, Preussen, Rusland og England.

Bogen indeholder mange små historier i den store historie. Napoleon gav fx sine mange søskende erobrede områder i Europa, og disse søskende fik titler af Konger og Hertuger. Den store familie gennemgås grundigt.

Konflikten mellem værdierne og tankerne om revolution og så det faktiske kejserdømme, det endte med at blive, bliver også fint beskrevet i bogen. Den mislykkedes invasion af Rusland i 1812, og som følge heraf det store tab af soldater, er den del af de fejl, som Napoleon begår og som sammen med slaget ved Waterloo ender skæbnesvangert for Napoleon, der ender sine dage på øen Sankt Helena bevogtet af engelske soldater til sin død i 1821.

Selve kapitlerne er meget informative og har fine faktabokse samt mange illustrationer, hvilket er med til at give et godt overblik. Layoutet er en kende ensformigt, men funktionelt.

Bogen har sin egen hjemmeside https://napoleon-bonaparte.dk/

Bogen egner sig ikke til undervisning i grundskolen, dertil er indholdet for omfattende, men bogen vil fungere fint som opslagsværk til fx afgangsprøven i historiefaget.