Splint i Sovjet, Et ekstraordinært eventyr med Splint og Co & Splint i Berlin

Forfatter og tegner: Flix
Farvelagt af Marvin Clifford
Forlag: Cobolt
60 sider
Pris: 218 kr.

Begge tegneserier er anmeldt af Morten Bergsøe

Netop i denne uge, hvor disse anmeldelser skrives, døde Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov.

Selve anmeldelsen vil komme til at tage udgangspunkt i to album fra serien der hedder Et ekstraordinært eventyr med Splint og Co. Et spin off på selve serien om Splint og Co.

De enkelte historier foregår på to vidt forskellige tidspunkter under den kolde krig. Hvilket årstal historien i Sovjet foregår, skal man lede lidt efter – og det står ikke nogen steder med tal, men kan alene findes ved at sammensætte albummets forskellige begivenheder.

Forrest i albummet er der en side med oplysninger om de forskellige, virkelige, personer og steder som indgår i historien og oplysningerne her kan være med til at give et fingerpeg.

Albummet der handler om Berlin er det noget lettere at sætte årstal på. I første billede står vinteren 1988, mens de sidste billeder viser demonstrationerne op til DDRs endelige sammenbrud i 1989.

I forhold til historien i Sovjet er der ikke en liste med beskrivelser af steder og personer. Til gengæld er der en lille introduktion til DDR og landets historie fra start til slut, hvor de vigtigste steder, der indgår i albummet, bliver nævnt.

Splint i Sovjet:

Historien tager sit udgangspunkt hos grev Champignac og hans forskning i svampe. Disse evner vil Sovjet gerne gøre brug af, da det er lykkedes dem at isolere det kommunistiske gen i Lenins, balsamerede hjerne. Men for at kunne udnytte Champignacs evner må han først kidnappes – og det sker uden det store besvær. Herefter går den vilde jagt.

I bedste, tidlige, James Bond-stil tager Splint og Kvik afsted for at få befriet greven. Undervejs møder man kendte personer – både fra vest og øst, steder og opfindelser fra datiden. Det hele sat ind i den, næsten, korrekte sovjetiske ramme. Visse steder virker det som om der skal puttes lidt ekstra ind – men ikke så meget at det bliver overdrevet, netop for at fastholde læserens opmærksomhed og ikke lægge albummet fra sig. Hele vejen igennem holder tegner og forfatter sig til fordommene om Sovjet, men ikke på en måde bliver plat. Vi er både i Moskva på de fine hoteller, med KGBs aflytning af gæsterne og i straffelejr i Sibirien. Guiden er den samme, men udsat for sovjetstatens, mere eller mindre, vilkårlige domme. Guiden bliver også brugt som eksempel på den sovjetiske genforskning. Hvorfor og hvordan? Det er man nødt til at læse historien for at få at vide.

Tarrin og Neidhardt har med albummet vist at selv et sort kapitel af verdenshistorien, der udspiller sig under en af de anspændte perioder af den kolde krig, kan gøres både underholdende og informativt.

Et album man kun kan blive klogere omkring Sovjetunionen ved at læse.

 

Splint i Berlin:
Også i dette album er udgangspunktet at Champignac bliver bortført. Denne gang sidst på sommeren i 1989.

Så selv om DDR kun havde kort tid tilbage, kom sammenbruddet nok bag på det fleste, både borgere og magthavere. Og specielt at det ikke kom til voldelige sammenstød var måske noget af det mest overraskende. Som den østtyske pige der har hovedrollen på den side af muren siger: “findes der ublodige revolutioner”. Og det blev jo så bevist.

De strukturer der holdt sammen på DDR bliver tydeligt gengivet i albummet. Både når det drejer sig om overvågningssamfundet og dets totale kontrol over borgerne til mangelsamfundet og det socialistiske samfunds iscenesatte sprog. Strukturerne bliver vist både som en del af historien, men også gennem noget der kunne kaldes “Turen går til det perfekte overvågningssamfund”.

STASIs måde at behandle sine fanger på bliver vist i forbindelse med anholdelsen af Kvik i løbet af historien.

Og når det nu er Østtyskland så spiller brunkul naturligvis en stor rolle i plottet. Faktisk er det tænkt som redningen af samfundet – men kan det lade sig gøre? Ja det er spørgsmålet. Og uden at denne anmelder afslører slutningen er den jo nok kendt.

Et fantasifuldt album der fletter mange aspekter af Østberlin og det østtyske samfund ind i et tegneseriealbum. Og det bliver gjort læseværdigt af Flix, der bor i Berlin, og både har skrevet og tegnet albummet.

Selvom begge album har de samme personer som omdrejningspunkt er tegnestilen meget forskellig. Albummet der foregår i Sovjetunionen er tegnet i en meget klassisk stil, der passer godt til den historie der skal fortælles.

Flix’ måde at tegne Berlin-historien på er noget anderledes og i en mere moderne streg. Så er man til kold krig, både den tidlige og den sene, er her to album der kan give et godt indblik. Det er tydeligt at tegnere og forfattere har gjort deres forarbejde godt, for at have styr på detaljerne, men samtidig udnyttet deres kunstneriske frihed.