af Thorsten Borring Olesen, i serien ”100 danmarkshistorier”
Aarhus Universitetsforlag, 2021, 100 kr.
Er du medlem af FALIHOS, får du rabat på serien. Se mere på https://www.falihos.dk/index.php/medlemsfordele/
Anmeldt af Morten Bergsøe
Selvom den bog udkom i 2021, er der allerede ændret noget. Danmark har afskaffet endnu et af de fire forbehold. Vi er nu med i EUs forsvarssamarbejde, efter der blev holdt folkeafstemning kort efter Ruslands invasion af Ukraine.
Men at komme der til fra Danmarks indtræden i EF i 1973 – efter folkeafstemningen i 1972 har været en lang rejse. En rejse, der har budt på mange kampe mellem tilhængere og modstandere af fællesskabet, der siden har udviklet sig frem mod det der i dag hedder EU.
Thorsten Borring Olesen begynder sin historie med, det uventede, nej til Maastricht-aftalen i 1992 og tilslutningen til Edinburgh-aftalen knapt et år senere. Den sidste aftale indeholdt de fire forbehold som gjorde det spiseligt for danskerne.
Men afstemningen for 30 år siden er kun en del af fortællingen. Der ligger noget både før og efter. En historie hvor Danmark i første omgang ikke var med, men senere, da det drejede sig om et handelsfællesskab kom med, frem til nutidens integrerede EU.
EUs betydning for både handel, integration og som sikkerhedsspiller i Europa bliver gennemgået – og ved alle punkter bliver den danske holdning vejet op mod den der var, og er, i de øvrige europæiske lande. Danmark er ikke det eneste land hvor debatten har været til stede. Men den kom tydeligt til udtryk ved folkeafstemningerne i 1992 og 1993, hvoraf den sidste medførte forbeholdene, som forskellige regeringer siden har arbejdet på at få afskaffet.
100 siders historie om den europæiske integration fra Kul- og Stål unionen til nutidens EU er værd at læse og blive klogere på.