Kilder til Vores Verdens Historie

Kilder til Vores Verdens Historie

Peter Frederiksen
Columbus, 1. udgave, 1. oplag, 2022
342 sider

Anmeldt af Søren-Sjov Andreasen

Så landede den. Denne bog har jeg ventet i længsel på. Dette er en bog af høj faglig kvalitet og hvis man har grundbøgerne Vores Verdens Historie 1-3 er denne bog, en, som man ikke kan undvære. Den supplerer de tre andre bøger med en tilgang til kilderne, i en så udstrakt form at den kronologiske og de tematiske nedslag fra grundbøgerne kommer til sin ret i denne bog. Den er skrevet på en gribende måde, som kun forfatteren kan gøre. Den er velskrevet og giver mulighed for at eleverne kan udvikle deres historiske tænkning i forhold til kildekritik. Når man tænker på bogens opsætning er den enkel og let at finde rundt i, da den følger kapitlerne i grundbøgerne. Selv eleverne har let ved at finde materiale og kilder som ikke er i grundbøgerne, kilderne i grundbøgerne er gode, men kilderne i denne bog er bare et stort skridt op ad stigen.

Hvis man ser på bogen alene som en kildesamling er den god, men ikke lige så nærværende, som, hvis man har grundbøgerne. Denne sammenhæng, der er mellem disse, gør at man får lyst til at gå i dybden med den bagvedliggende historie, om for eksempel Kejser Augustus og Romerrigets styreformer og magtovertagelse (Fra republik til Principat).

Bogen har samme kronologiske opbygning som grundbøgerne og derfor gør det den til en god oplevelse, når man bruger den. Det vil eleverne i høj grad også synes da temaerne i denne bog er enkelt formuleret og samtidig er skrevet i et letforståeligt sprog, som eleverne kan forholde sig til.

Bogen kan sagtens bruges i udskolingen i grundskolen, hvis man som lærer bruger den tid der skal til på at redidaktisere grundbøgerne, så kan eleverne med stor glæde bruge denne bog til evt. I deres forberedelse til den afsluttende prøve efter 9. klasse eller et projektarbejde. Som tidligere studier viser, så vil eleverne gerne Historiefaget. Specielt når fagets materialer er så velskrevne som, det er i dette tilfælde.

Jeg vil varmt anbefale alle med interesse for Historie og Historielærere at erhverve sig denne bog og hvis ikke man har grundbøgerne, så kan disse anbefales også.

                                            Skrevet af Søren-Sjov Andreasen