Håbets tid

Forfatter og tegner: Émile Bravo
Farvelagt af: Fanny Benoit.
Forlag: Cobolt

Første del: En dårlig begyndelse.
Sider: 88
Pris: 298 kr.

Anden del: Rædslerne tager til
Sider: 90
Pris: 298 kr.

Tredje del: Ouverture til finalen
Sider: 114
Pris: 299 kr.

Anmeldt af Anmeldt af Morten Bergsøe

Anden verdenskrig synes at være et uudtømmeligt emne. Hvert land sin historie – og dette kan også ses i de forskellige landes tegneserier. Dannmark har ”Dannmark besat”, Frankrig har ”Der var engang i Frankrig”, og nu er Belgien så kommet med på listen. Men i en noget anden stil, end vi har vant til at se.

Udgangspunktet er figuren Splint og hans ven Kvik. Allerede her ved man at historierne ikke altid er så realistiske som man har set i andre tegneserier om emnet. Men gør det noget?

Cobolt beskriver selv de tre album, der er udkommet et fjerde, som tragikomisk og humanistisk tegneserieroman der blander historiske fakta og filosofiske refleksioner. Noget af et udsagn at komme med, når det gælder om fire album på talt cirka 400 sider.

Men lad os kigge på de enkelte bind.

Indledningen til historien består mest af det som kaldes humoristisk – hvis et bombeangreb og en besættelse kan kaldes det. Splint og Kvik bor sammen i en, meget, lille lejlighed, men må sande at de ikke længere har råd til mad, hvorfor Splint flytter ind på den katolske skole, han tidligere har gået på. Han bliver senere leder af et katolsk spejderkorps. Den gruppe af drenge der her præsenteres, kommer gennem de øvrige album til at spille forskellige roller. Ret hurtigt ændrer albummet karakter og den alvorlige del af krigen kommer frem. Mængden af flygtninge der forlader byerne, og som ikke kan blive lukket ind i Frankrig.

Albummet præsenterer en familie, der lever på landet, og som har taget sig af en gruppe børn, hvis mor er blevet dræbt i et af tyskernes angreb. Denne familie spiller en stor rolle gennem hele fortællingen.

Det jødiske kunstnerægtepar, Fella og Felix, repræsenterer gennem historien både den nazistiske holdning til både, abstrakte, kunstnere og jøder.

Bind to tager meget præcist over, hvor bind et sluttede – på banegården i Bruxelles. Manglen på penge er stadig et problem for Splint og Kvik, men sammen med Felix og Felka kreerer de et dukketeater, som de kan rejse rundt med.

Efter en skuffende start får de hjælp af en ny præst på Splints skole, der sætter dem i forbindelse med en, der gerne vil have bragt breve rundt.

I løbet af albummet rykker krigen tættere på dagligdagen. Der skal skaffes falske papirer, der skal vises jødestjerner, og kommunistforfølgelserne tager til.

Også dette bind slutter på en banegård – men ikke en hvor de rejsende er kommet frivilligt. Splint er, frivilligt, taget med toget, der afsluttede bind to, for at redde to børn. Ved list lykkes det ham at komme ud sammen med dem og komme tilbage til vennerne på landet.

Teatret rejser stadig rundt, men Felix og Felka har været nødt til at søge skjul – både på grund af kunsten, men også fordi de er jøder.

I første del af albummet føres fortællestilen fra de to forrige album videre, men herfra sker der et skift. Fortællingen tager en drejning mod det mere alvorlige. Her bliver sabotagen en del af Splint og Kviks hverdag, ligesom den tyske behandling af modstandere bliver meget tydelig – det er ikke bare noget, der bliver snakket om.

Men lykkes de fine ord så?

Ganske bestemt. Til tider kan det synes som om dukketeatret kommer til at fylde meget, men samtidig er det omdrejningspunktet for en væsentlig del af handlingen.

Gennem de tre album kommer både den katolske kirke, på godt og ondt, kunsten og forskellige politiske holdninger frem. Noget som både tegner og forfatter har formået at vise, så det bliver både vedkommende, men stadig med den humor der kendetegner Splint og Kvik.

Og selvom 300 siders Splint og Kvik måske ikke lyder af meget, er det ikke bare tre album der kan læses hurtigt. Både tegninger, farvelægning og replikker lægger op til den filosofi, som er præmissen bag albummene. Humanismen, de historiske fakta og underholdningen kan man heller ikke klage over i forhold til historien. Så belgisk besættelseshistorie kan sagtens fortælles gennem tegneserier.

En enkelt lille kommentar kan dog være at Splint gennem albummene mange gange nævner sin, forsvundne, kæreste Kassandra. For at kende til hende er man nødt til at have læst albummet ”Splint – Portræt af helten som troskyldig ung mand.”