I nødens stund. De danske jøders flugt under Anden Verdenskrig

Forfatter og tegner: Ralph Shayne og Tatiana Goldberg

Forlag: Afart. 2023

Pris: 299 kr.

I januar modtog I nødens stund Claus Deleuran prisen som bedste danske tegneserie 2022 – 23 – en pris der uddeles af de danske tegneserieskabere. I nødens stund er skabt i samarbejde mellem amerikaneren Ralph Shayne, hvis mor var en af de jøder der flygtede i 1943, og den danske tegner Tatiana Goldberg.

Baggrunden for historien er fortalt af Mette der var en af de jøder der kom i sikkerhed i Sverige. Sammen med sine børnebørn besøger hun nu igen Danmark for at fortælle om sine oplevelser som barn.

For de amerikanske læsere er den første del af albummet brugt på at give en fortælling om Danmark og dets placering på verdenskortet og den generelle europæiske situation skal forklares. Forskellen mellem Danmark og Norges reaktion den 9. april 1940 beskrives, ligesom at Danmark er et kongerige sættes på plads. En del af ministrene beskrives, nogen mere indgående end andre. Undervejs i albummet bliver andre personer også beskrevet efterhånden som deres funktion kræver dette.

Udover Mette og hendes børnebørn er en anden kendt dansker en gennemgående rolle; Holger Danske der sidder under Kronborg.

Advarslen om en forestående jødeaktion bliver beskrevet godt, og beskrivelsen af befolkningens reaktion er også beskrevet realistisk.

Man kunne have frygtet at fortællingen ville have kommet til at tegne et billede der var for lyserødt, men det sker heldigvis ikke. Det er ikke ren lykke at betale sig fra en flugt. Der findes både dem der vil deltage og dem der udelukkende vil have penge – og dem der kan finde på at angive hvor jøder gemmer sig.

Andre dele af den danske besættelse bliver også beskrevet, hvilket er med til at give bogen en god indføring i dagligdagen under besættelsen, men naturligvis med vægten lagt på jødeaktionen i oktober 1943.

Selvom bogen begynder noget, for danskere, tung kan den anbefales som en indførelse i emnet.

lllustrationerne har en passende størrelse og er klart med til at give en let tilgang til emnet. Alle emner bliver forklaret tydeligt, men ikke overdrevet, når de forskellige emner bliver behandlet. Det samme gælder farvelægningen der klart og tydeligt også giver et indblik i historien. De to områder er der ikke noget at sætte fingeren på.

Som tegner og forfatter også gør opmærksom på er det Mettes oplevelser der beskrives, suppleret med viden om området – det er ikke sandheden.

Bogen er anbefalelsesværdig – både til lærere og elever.