Den tyske skole – og besættelsen

Forfatter: Jacob Halvas Bjerre

Forlag: Gads Forlag 2023

Pris: 299,95 kr.

Debatten om den Tyske skole og dens tilknytning til nazismen før og under besættelsen er baggrunden for denne bog. Skolen har selv udgivet to bøger om sin historie, men visse områder er udeladt i disse. Bogens formål er derfor at skrive historien af en forfatter der ikke har direkte tilknytning til skolen. En opgave der har krævet et stort arbejde.

Jacob Halvas Bjerre skriver, i forbindelse med de spørgsmål som bogen skal give et svar på, at Den tyske skole er skrevet for den alment historieinteresserede. Opgaven bliver nok ikke helt opfyldt. Bogen, der er interessant, kræver en vis interesse for området og indsigt i besættelsens kulturelle historie.

Da der indgår mange personer, herunder ansatte på skolen, i fremstillingen er der udarbejdet en liste over hvem der var ansat, hvornår, og med hvilke funktioner. På samme måde er der udarbejdet en liste over de forkortelser som er brugt.

Fremstillingen er kronologisk opbygget. De væsentligste personer og begivenheder bliver indgående beskrevet. I den forbindelse opbygningen af en lejrskole og arbejdet med at bygge en ny skole – en bygning der senere kom til at rumme DLH.

Elevtallet gennemgik i perioden en svingende udvikling, og antallet af danske elver var på nogen tidspunkter, ikke overraskende, lavt, ligesom antallet af tysksindede elever var højt, især under besættelsen.

Emnet Jacob Halvas Bjerre er sat til at svare på er et spændende område af besættelsen, men kræver at man har interesse for området. Opgaven med at gøre området alment tilgængeligt er, desværre, ikke helt opfyldt.